Et kriminelt hængeparti

krimidebut De fleste rødovreborgere kender Marianne Christensen, som den reglerettede kvinde fra Enhedslisten, men nu springer den lokale politiker ud som kriminalforfatter på fornem vis. Dermed ikke sagt, at venstrefløjen og de mange aflytninger under den kolde krig ikke har fået en plads i fortællingen.

Af André Bentsen - 24. november 2016

 

Fem år. Intet mindre tog det Marianne Christensen at skrive sin første krimi. Til gengæld har hun også tænkt over hver eneste lille detalje så mange gange, at man skal være en bedre detektiv, end bogens hovedperson for at finde faldgruber af den slags alle læsere ikke kan lade være med at lede efter. "Jeg har længe tænkt på, at jeg gerne ville skrive en krimi, så jeg har brugt rigtig lang tid på at tænke forskellige scenarier igennem. Jeg var fra starten nogenlunde klar over, at det bærende motiv skulle være et hævnmotiv. Det giver altid spænding at trække noget ind fra fortiden. Men selve plottet var meget løst struktureret i mit hoved, da jeg begyndte at skrive," siger den nybagte forfatter og indrømmer, at mange af detaljerne først kom efterhånden som skriveprocessen skred frem. "Handlingen er set fra min detektivs synsvinkel. Et greb jeg bruger, fordi jeg gerne vil lade detektiven præsentere sig selv. Men når man bruger 1. persons- fortæller, bevirker det også, at der opstår temmelig meget direkte tale i teksten," svarer hun på Deres udsendtes spørgsmål om netop fortælleformen, der umiddelbart kan virke meget anmassende og direkte i sin form, men til gengæld får læseren hurtigt derhen, hvor det bliver ærligt og sjovt. "Jeg har været i tvivl, om jeg turde kaste mig ud i en 1. persons-fortæller i mit første forsøg, da det kan være ret vanskeligt. Til gengæld skriver jeg nu på fortsættelsen med 3. persons-fortæller. På den måde kan man drage flere personers synspunkter ind i teksten, men selve hovedpersonen bliver til gengæld lidt mere upersonlig," afslører hun.

Kold krig og selvmord

Til daglig er hun aktiv i det politiske liv i Rødovre, men læser mange bøger i fritiden. Derfor ved hun også, hvilke ingredienser, der skal smitte af på siderne, før de virker. "Essentielt for en god krimi er, at den bevarer spændingen til sidste side, men der bør også være troværdige karakterer og beskrivelser af steder som læserne kender," siger hun og tilføjer hurtigt: "...og så gør det heller ikke noget, at der er lidt humor. Og det lever 'Et Hængeparti' op til, ifølge mine læsere." Bogens titel afslører, at der er tale om selvmord ved hængning, eller er der? For selvfølgelig er der mere til hængepartiet end rebet om halsen, og konspirationsteorierne, som man kender dem på venstrefløjen tager fart. Marianne Christensen afviser dog, at bogens elementer om den slags er bygget på erfaringer i hendes eget liv. "Under den kolde krig var jeg medlem af VS, og jeg kan da godt huske, jeg nogle gange var bange for, at min telefon blev aflyttet. Men med hensyn til Edvard i min bog, er jeg nu mest inspireret af Bent Jensen og hans såkaldte koldkrigsforskning." "Krimien er jo en genre, der læses af mange mennesker, så derfor kan man måske nå ud med nogle synspunkter til folk, der normalt ikke ville læse om den slags," siger hun.

Hvorfor skal man købe bogen?

"Man skal købe bogen, fordi den spændende, underholdende og humoristisk. En oplagt julegave."