Vil tjekke firmaers skattepapirer

samarbejde I Albertslund har politikerne besluttet at droppe samarbejde med firmaer, der unddrager sig skat. Nu vil Enhedslisten have Rødovre til at gøre det samme. Sågar også dem, som hjælper unddragerne.

Af André Bentsen, Rødovre Lokal Nyt den 25.1.2017

Man skal have styr på skattepapirerne, hvis man skal gøre sig håb om at få arbejde fra Albertslund Kommune. Naboerne mod vest har nemlig vedtaget ikke at samarbejde med firmaer, der unddrager sig skat. En idé Enhedslistens Peter Mikkelsen nu også vil have politikerne i Rødovre til at indføre. "Det er en virkelig god idé, som jeg synes vi skal prøve at få gennemført. Der er absolut ingen grund til, at vi støtter dem, der ikke bidrager til fællesskabet, og for så vidt heller ikke de firmaer der hjælper de brodne kar med at snyde os andre," siger Peter Mikkelsen, med henvisning til, at beslutningen i Albertslund Kommune også gælder, at kommunens bankforbindelse ikke må medvirke til, at deres kunder på ulovlig vis kan unddrage sig skattebetaling ved, at banken rådgiver om anvendelse af skattely og/eller ulovlig skatteplanlægning.

Vil blandt andet have tjekket bankfobindelsen

"Jeg ved ikke hvor mange virksomheder vi handler med, som det ville være nødvendigt at tjekke, men der kan godt være en administrativ udgift forbundet med det. Til gengæld er det oplagt, at Rødovre Kommune melder ud over for vores bankforbindelse, at vi ikke vil støtte dem, hvis de hjælper andre med at snyde fællesskabet," siger Peter Mikkelsen. Rødovre borgmester er ikke afvisende for idéen, men vil gerne lige se, hvordan det går i Albertslund "Vi har nogle gange gjort noget før de andre, som eksempelvis med de Borgerdrevne Forslag, der venter de og lærer af vores erfaringer. Sådan synes jeg også vi skal gøre her, så vi er sikre på, vi ikke skyder efter gråspurve med kanoner," siger Erik Nielsen og tilføjer: "Vi skal have set på, hvordan det ser ud i forhold til udbudet af opgaer, og de virksomheder vi bruger, men det er klart, at vi ikke vil finde os i, at man ikke betaler den skat man skal. Ellers er det jo at underminere hele det demokratiske samfund vi værner om."

Emneord: