Rødovre rammer regnskabet

økonomi De kommunale regneark holdt næsten helt stik i 2016. Rødovre Kommunes regnskab for 2016 viser, at der, ud af et planlagt budget på små to milliarder kroner, kun var en afvigelse på 0,1 procent til service til borgerne.

Af Christian Valsted, Rødovre Lokal Nyt

Det er ikke kun i dart, at de er gode til at ramme plet. På rådhuset er det også blevet kutyme, at regnskabet sidder lige i skabet. Det kommunale regnskab for 2015 blev ramt med stor nøjagtighed og det samme kan siges om regnskabet for 2016.

Især når det kommer til de budgetterede serviceudgifter til borgerne. Her havde kommunen kun et mindreforbrug på 2, 5 millioner kroner.

Et mindreforbrug på 2,5 millioner kroner lyder måske af meget, men når man som Rødovre Kommune jonglerer med et budget på næsten to milliarder, er 2,5 millioner kroner nærmest forsvindende lidt. Faktisk svarer det kun til en afvigelse på 0,1 procent. "Det er et meget flot resultat. Regnskabet er jo grundlæggende udtryk for, om borgerne har fået den service, som Kommunalbestyrelsen har besluttet. Det er f.eks. varme hænder og omsorg for vores ældre og gode forhold for børnene i skoler og daginstitutioner. Det skal vi ikke spare på. Derfor er det vigtigt, at vi rammer så tæt på de planlagte udgifter til service som muligt. En kommune skal jo ikke være en bank," udtaler borgmester Erik Nielsen (S) i en pressemeddelelse.

Kan ikke komme tættere på

Der var generelt rosende ord fra de politiske partier til regnskabet, da Kommunalbestyrelsen tirsdag aften godkendte årsregnskabet for 2016 og sendte det til revision. Enhedslistens Peter Mikkelsen var den eneste, der dryssede en anelse malurt i bægeret. "2,5 millioner kroner er nok i småtingsafdelingen ud af et så stort budget, men det kunne være rart at bruge dem alle sammen," lød det fra Enhedslistens gruppeformand. Det var borgmester Erik Nielsen enig i, men han tror ikke, at det er realistisk at ramme tættere på regnskabet end det er tilfældet med sidste års regnskab. "2,5 millioner kroner er mange penge. Hvis jeg vandt dem i tips ville jeg være en lykkelig mand. Det oprindelige budget er på 1902,8 millioner kroner, så set i det billedet er der tale om 0,1 procent. Hvis mindreforbruget er for stort kan det være et resultat af, at vi et har nået vores servicemål til borgerne, men jeg tror ikke vi kan komme det tættere," lød borgmesterens svar.

De samlede driftsudgifter var 44,6 millioner kroner mindre end budgetteret. Det skyldes primært, at der er udbetalt færre overførsler som kontanthjælp og sygedagpenge end forventet.

Emneord: