59 år mellem valgets yngste og ældste kandidat

Der er 59 år mellem Lukas Skjalm Lissner og Annette Skinhøj, der begge stiller op til kommunalvalget for Enhedslisten. Foto: Brian Poulsen

KOMMUNALVALG På tirsdag bliver spændingen endelig udløst, når Rødovreborgerne suverænt beslutter sammensætningen af det kommende byråd. To af navnene på stemmesedlen er valgets yngste kandidat Lukas Skjalm Lissner og valgets ældste Annette Skinhøj. De stiller begge op for Enhedslisten.
AF CHRISTIAN VALSTED, Rødovre Lokal Nyt den 11.11.2021

Hvad har en kvinde på 81 år og en knægt på 22 år til fælles? Mere end man lige umiddelbart skulle tro. De stiller op til kommunalvalget for det samme parti, Enhedslisten. De har også andre fælles træk- nemlig en ambition om at gøre Rødovre mere grønnere og til et bedre sted for unge og udsatte. Enigheden fortsætter også, da de begge mener, at kommunens borgere skal tage mere ansvar ved at tage ud og stemme og derigennem ændre på de ting, som gør dem utilfredse i hverdagen fremfor at lade stå til og sidde derhjemme og brokke sig.

”Kommunaldemokratiet har mange oversete styrker, men styrker. Jeg synes, at byrådet generelt har en for tilbagelænet tilgang til at lytte til os unge. Jeg har hørt om mange, som føler sig overset, og derfor ikke tager ned og stemmer. Det må og skal vi gøre bedre,” forklarer Lukas Skjalm Lissner.

Fælles lærdom

Annette Skinhøj på 81 år og Lukas Skjalm Lissner på 22 år kan på trods af mange års forskel lærer meget af hinanden. For valgets ældste opstillet er generelt ikke bange for at suge til sig af de unge inspirationer, som Lukas bibringer til partiet.
”Jeg kan klappe ørene ud og se, hvordan verdenen ser ud for en på 22 år. Den ser meget anderledes ud, når man er 81 år. Men jeg er ikke bange for at lære noget nyt. Jeg synes det er spændende at omgås forskellige mennesker. Det udvider ens horisont. Det meste af det Lukas siger, tager jeg til mig. En gang i mellem er han lidt fjantet, men det skal de unge mennesker have lov til at være i den alder, ”fortæller Annette Skinhøj.
Det er ikke kun valgets ældste kandidat, som får noget ud af at omgås unge. Det samme gør sig gældende den anden vej rundt for Lukas Lissner.
”Annette er skarp. Hun kommer med en masse erfaring og viden, som hun kan bidrage med. Disse perspektiver stammer fra et langt arbejdsliv, og det har jeg af åbenlyse grunde ikke, men det er charmen ved politik og Enhedslisten, der er plads til alle. Det skal ikke være et unge vælde eller en gammel vælde, men en blanding. Præcis som jeg mener, at byrådet ligeledes skal være.”

Holder fast
Mange Enhedslisten politikere har efter at have været i Folketinget for partiet, valgt at skifte til nogle mere midtersøgende partier, som for eksempel SF og S. Den tendens har Annette Skinhøj også noteret sig, og det undrer hende.
”Jeg fatter ikke, hvorfor verdenen ser anderledes ud, fordi man er 30-40 eller 70 år. Jeg forstår ikke, at Pernille Rosenkrantz Theil og andre er skiftet væk. Verdenen er stadigvæk fuldstændig urimelig og fuld af ulige vilkår. Alle de ting vi kæmper for, er jo ikke opfyldt. Det tager tid og går med små skridt. Vi mangler en del endnu.”
Lukas Lissner er enig og holder også selv fast i Enhedslisten ideologi, og det kan han ikke se ændre sig, selvom hans forældre er Radikal og Konservativ.
Begge har tidligere stillet op uden at komme ind, men det er heller ikke så vigtigt for dem, selvom de selvfølgelig begge håber på, at liste Ø får fem mandater i byrådet, da det vil betyde, at de begge to ender i byrådet.