Debat: Flere penge til kommunerne

Regeringen skal presses til at give kommunerne penge til at sikre velfærden
Af Peter Mikkelsen, Enhedslisten Rødovre, Rødovre Lokal Nyt den 8. april 2024


Efterårets budgetforhandlinger om budget 2024 medførte i Rødovre, som i mange andre kommuner landet over, gevaldige besparelser og udsættelse af planlagt anlæg. Kommunerne var nødsaget til at spare på helt grundlæggende velfærdsydelser. Det gjorde ondt, fordi det ramte dele af den velfærd, som vi i Rødovre er stolte af. Jeg gentager, at det hverken var borgmesteren, kommunalbestyrelsen eller forvaltningen, der var årsag til besparelserne, men udefrakommende begivenheder og deriblandt en utrolig dårlig kommuneaftale, der ikke tog højde for kommunens faktiske udgifter.

Kommunernes Landsforening (KL) afholdt i dagene den 21. – 22. marts det årlige Kommunalpolitiske Topmøde, hvor der deltog godt 1.500 kommunalpolitikere og borgmestre, mere end 300 inviterede gæster fra Folketinget, regeringen, ministerier og organisationer, som KL samarbejder med.

Topmødet satte under titlen ”Nye veje til fælles velfærd” fokus på, hvordan kommunerne kan finde nye svar på de store udfordringer, velfærdssamfundet står overfor. For der er brug for nye veje for velfærdssamfundet.
Utilfredsheden med sidste års kommuneaftale, der udstak retningslinjerne for kommunernes økonomi og satte rammerne for kommunernes budgetter for 2024 var ikke til at misforstå. Et enigt topmøde vedtog at ”KL’s bestyrelse vil fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under økonomiforhandlingerne, så en eventuel økonomiaftale kommer til at sikre økonomiske rammer og muligheder til at udvikle den kommunale velfærd.”

Der skal investeres i det gode børneliv, så langt færre børn får behov for specialtilbud, og vi skal investere i gode forhold for vores ældre, så de får en værdig alderdom og mindre behov for hjælp. Vi skal investere i klimatilpasninger, så det kan forebygges, at der sker lige så store eller endnu større skader, som dem vi har set med storme og oversvømmelser i denne vinter.

Når finansminister Nicolai Wammen (S) fortæller, at den danske økonomi er bundsolid, er det helt urimeligt, kortsigtet og dumt, at vi i kommunerne skal blive ved med at spare. De hårde besparelser i kommunerne rammer borgerne direkte. Og de borgere, der har råd til det, begynder at købe private ydelser og finde individuelle løsninger. Dermed forsvinder det fællesskab og den sammenhængskraft, vores velfærdssamfund bygger på. Derfor insisterer vi også på, at der er råd til velfærd for alle. Der er råd til at stoppe den voksende ulighed.

Derfor bør det kommende års budgetforhandlinger, der indledes med Kommunalbestyrelsens budgetseminar i starten af maj måned, afspejle, at der skal markant flere penge til dette års økonomiaftaler, end vi har set i de sidste mange år. Og det signal skal bakkes op af faglige organisationer, interesseorganisationer og borgere, så vi sammen kan udvikle vores fælles velfærdssamfund.