DEBAT: Vi har billedligt fortalt fået armen vredet om på ryggen

Af Marianne Christensen, Necla Baran og Peter Mikkelsen, Enhedslisten Rødovre


Vi har ikke armene oppe over hovedet over årets budgetforlig, som vi deltager i. Vi har billedligt fortalt fået armen vredet om på ryggen på grund af regeringens stramme rammer for kommunernes økonomi, samtidig med at det økonomiske råderum øges til fordel for skattelettelser til de rigeste.

Kommunalbestyrelsen har hele vejen været enige om at fastholde indsatsen på klimaområdet, minimumsnormering i daginstitutionerne og den gradvise indførelse af klasseloft på 24 elever i folkeskolen

De generelle besparelser blev reduceret fra tre procent i 2024 og 2 procent de efterfølgende år til 1½ procent alle fire år. Det betyder, at personalereduktion på de store velfærdsområder om ikke kan undgås så minimeres.

En uges sampasning i sommerferien for dagplejer bibeholdes til glæde for børn, forældre og pædagoger.

Enhedslisten har derudover arbejdet for en 4-årig pulje til personalets arbejdsmiljø ovenpå voldsomme besparelser, der påvirker deres hverdag og dermed service til borgerne. Et tiltrængt plaster på såret.

Vi fik et udvalg, der skal beskæftige sig med, hvordan jobcenteret skal håndtere nogle af de mest udsatte borgere længst fra arbejdsmarkedet. Det er de borgere, der udtrykker den hårdeste kritik over Jobcenteret, der her bliver hørt. Udvalget skal udarbejde anbefalinger til kommunalbestyrelsen om arbejdet i fremtidens jobcenter.


Vi har aftalt vikarkorps til de ældre på plejecentrene, så vi dels sikrer, at vores ældre får den pleje, som de fortjener, men også vi dropper de fordyrende private vikarkorps. Vi vil se på om en lignende ordning kan gøre sig gældende på skoleområdet.

Endelig vil jeg nævne, at vi bevilger penge til etablering af en Baba-forening, en pendant til bydelsmødrene, der skal hjælpe fædre til at blive et bedre forbillede for deres sønner.

Årets budgetaftale indeholder besparelser og effektiviseringer, som Enhedslisten absolut ikke bryder sig om. Der har bare ikke været noget alternativ. En budgetaftale uden Enhedslisten ville ikke indeholde dele af ovenstående, samtidig med at vi ikke kan forvente at blive taget med på råd, når Rødovre Kommune om et par år kan se frem til øgede skatteindtægter, hvor der er mulighed for at rulle de værste besparelser og effektiviseringer tilbage.

Derudover opfordrer vi til at fortsætte kampen mod skattelettelser til de rigeste og for vores fælles velfærd. Vi opfordrer til at kommunerne samlet gennem KL siger nej til en kommuneaftale, der ikke tilgodeser kommunerne for de faktiske udgifter til at bevare velfærden. Kald det bare et kommunalt oprør!