Stop våbenkapløbet – bevar forsvarsforbeholdet

Af Peter Mikkelsen, Enhedslisten Rødovre
RØDOVRE Lokal Nyt | DEBAT 17. maj 2022

Den 1.juni skal vi træffe et vigtigt valg. Regeringen har besluttet at høre befolkningen, om vi vil bevare eller afskaffe det danske EU-forsvarsforbehold. Udskrivning kommer som reaktion på Ruslands forfærdelige overgreb og angreb på Ukraine til trods for, at forsvarsforbeholdet ikke forhindrer Danmark i at støtte Ukraine.

 Vi skal støtte Ukraine i deres kamp mod Rusland. Sende våben og nødhjælp. Tage imod flygtninge. Men vi har ikke brug for et nyt og farligt våbenkapløb. Det bidrager ikke til Danmarks sikkerhed – tværtimod.

Enhedslisten Rødovre anbefaler at stemme nej. Det gør vi, fordi vi ønsker en fredelig og bæredygtig verden.

Det opnår vi bedst gennem demokrati, diplomati og globalt fællesskab. Oprustning og militarisering af EU trækker i den modsatte retning. Det er netop nu, at vi skal holde hovedet koldt.

Allerede i dag bruger EU-landene næsten 4 gange så meget på militær som Rusland. Danmark har aldrig brugt så mange penge på militær, som vi gør i dag. Vi bliver ikke sikrere af endnu mere oprustning, men vi ved, at vi ikke har ubegrænset økonomi, og at de øgede militærudgifter kan betyde, at vi i Rødovre skal prioritere nedskæringer på det sociale område. Øgede militærudgifter kan føre til farlige militære spændinger mellem lande i besiddelse af atomvåben. Det skal vi for alt i verden undgå.

Ingen ved endnu, hvordan udviklingen og militariseringen af EU kommer til at se ud. Regeringen svarer ikke på, hvor dyrt det bliver at afskaffe forbeholdet. Vi ved ikke, hvad vi siger ja til.

Derfor anbefaler vi at stemme nej den 1.juni og bevare forsvarsforbeholdet.