Debat: Borgerrådgiver

Af Peter Mikkelsen, medlem af Kommunalbestyrelsen for Enhedslisten.
Rødovre Lokal Nyt 

Enhedslisten har gennem flere år peget på behovet for en borgerrådgiver, der kan hjælpe og vejlede byens borgere, der måske er kommet klemme i det kommunale system.

Det kan være i forhold til at tolke regler om rettigheder, hvor administration og lovgivning ikke altid er let forståelig. Det kan være hjælp til at søge ydelser både af praktisk og økonomisk karakter. Det kan være til at forstå lovgivning og afgørelser i det sociale system.

Det kan også være støtte til at anke kommunens afgørelser og sikre at have fået en retmæssig behandling. Undersøgelser viser, at udsatte ikke altid søger den hjælp, som de er berettigede til, at udsatte ikke orker at reagere på et afslag og benytte sig af ankemuligheden, der vil kunne afgøre, at de har fået rigtig behandling.

Når Enhedslisten foreslår oprettelsen af en borgerrådgiver, som cirka 1/3 af landets kommuner allerede har oprettet, er det ikke i mistillid til kommunens ansatte. Det er lige så meget for at understøtte tilliden til kommunens ansatte. En uvildig borgerrådgiver, ansat af kommunalbestyrelsen, kan både fortælle borgerne, at de har en sag, som at de ikke har en sag.

Det har været et argument, at borgmesteren og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer er borgernes tillidsrepræsentanter. Vi kan være uvildige, men vi er lægfolk, og det kan ikke forventes, at vi er inde i alle lovgivningens komplekse detaljer. Det er ikke alle, der har mod på at henvende sig til borgmesteren eller en kommunalpolitiker. Det er ikke alle, der kender borgmesteren eller en kommunalpolitiker, og dem der gør er ikke berettigede til at få ekstra hjælp.

Enhedslisten vil også i år ved budgetforhandlingerne foreslå, at Rødovre Kommune opretter en stilling som borgerrådgiver.

Vi håber på større opbakning i år.