Giv kommunerne mulighed for at sikre en grøn affaldssektor

DEBAT Enhedslisten Rødovre støtter målet i aftalen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” om at reducere forbrænding af affald med 30% inden 2030, til fordel for mere genbrug og genanvendelse.

Men med myndighedernes afvisning af Kommunernes Landsforenings (KL) såkaldte dødsliste over de konkrete forbrændingsanlæg, der bør lukkes, står vi i en stærkt bekymrende situation, da det kan føre til at hele affaldsforbrændingen bliver “konkurrenceudsat” og skal fungere på rene markedsvilkår.

Presset forbrændingsanlæg
Vestforbrændingen, som betjener Rødovre Kommune, står ikke på KL`s dødsliste, men forbrændingen bliver påvirket af konkurrenceudsætningen med fare for ganske alvorlige problemer, herunder yderligere miljø og klimaproblemer:
– der er ingen sikkerhed for, at det bliver de mest klimavenlige anlæg, der vinder i et marked, hvor det er prisen, der bestemmer. Tvært imod kan man frygte at selskaberne vil nedprioritere klimaindsatsen mest muligt for at klare sig i en hård priskonkurrence.
– EUs konkurrenceregler betyder, at det bliver helt frit for selskaberne at importere og eksportere affald til forbrænding – og også kommunalt ejede anlæg vil være tvunget til at lade økonomiske konkurrencehensyn gå forud for andre samfundsmæssige hensyn.
– En klima- og miljømæssig forsvarlig håndtering af affaldet kræver meget store investeringer. Investeringer der bliver meget risikable, når affaldsmængderne kan svinge voldsomt, afhængigt af hvem der vinder de forskellige udbud. Det kan føre til, at nogle forbrændingsanlæg i længere perioder kommer til at køre med underskud. Et underskud, der formentlig kun kan betales af borgerne.
– en liberalisering af affaldsområdet vil fjerne eller minimere den lokale politiske indflydelse. Det vil give os langt mindre handlerum, når vi skal udvikle en affaldssektor, der kan være med til at løse klimaudfordringen.
På den baggrund vil Enhedslisten Rødovre stærkt anbefale, at alle demokratiske instanser lægger pres på regeringen og forligspartierne til et arbejde videre med principperne bag KLs liste for en planlagt og konkret begrundet afvikling af forbrændingskapacitet, ud fra en samlet faglig funderet vurdering af hvilke anlæg, der er de mest miljøbelastende og mindst effektive.
At satse på markedet er at spille hasard med klimaet og vores affaldssektor.