Ordførertale af Peter Mikkelsen, Enhedslisten Rødovre den 5.9.2023:

Budget 2024

Det kan lyde fortærsket, men der er råd til bedre velfærd. Hvis man vil. Det handler om politisk prioritering. Ikke af os politikere i Rødovre Kommune, men af politikerne på Christiansborg.
For imens almindelige menneskers vilkår forringes og vi oplever at priserne på helt almindelige fornødenheder som fødevare og energi stiger markant – så er der andre i den anden ende, som skummer fløden.

Aviserne melder om banker med rekordoverskud, Mærsk, de lander rekordoverskud på 203 milliarder, men betaler mindre end 3 promille i skat, og den rigeste ene procent ejer en fjerdedel af Danmarks formue. Uligheden stiger og gabet mellem privat velfærd og offentlig velfærd bliver større og større. I sig selv en farlig cocktail.

Samtidig melder finansministeren i forbindelse med finanslovsforhandlingerne igen-igen at der er flere penge i råderummet end først antaget.

Alligevel forsøger regeringen at gennemtvinge sine forringelser på ryggen af en fortælling om økonomisk nødtvungenhed, at det er nødvendig politik. Strategien er klar: Ved at gøre kontroversielle politiske forslag til nødvendigheder uden alternativer forsøger man at forvandle politik til teknik. Men politik handler netop om muligheden for at vælge mellem forskellige løsninger på de problemer, vi står overfor.

Kommuner og regioner landet over styrtbløder. Udefrakommende problemerne hober sig op. Regeringen giver ikke kommunerne nogen mulighed for at øve politik. Ruslands forfærdelige krig i Ukraine, inflation, prisstigninger på fødevarer, energi og byggematerialer, en decideret dårlig kommuneaftale mellem KL og regeringen, manglende kompensation for stigende udgifter til det specialiserede socialområde på både børne- og voksenområdet, og en utilstrækkelig tildeling til vækstkommuner – alt i alt forhold, der gør at vi i Rødovre skal finde 172 millioner til næste års budget.

Finansministeren glæder sig over at statskassen bugner! – men det øgede råderum skal bruges til krudt og kugler og skattelettelser til de rige.

Som dagbladet Information skiver i dag på lederplads: ” Samme dag, som SVM’s finanslovsforslag blev præsenteret, meldte man i Rødovre Kommune ud, at der ikke var råd til skoleudflugter og vikardækning resten af året. Det fik formanden for Rødovre Lærerforening til at kommentere på Wammens ’sjovere’ finanslov: »Der er ikke meget at grine af i Rødovre.« Og sådan har de det nok på mange skoler.
Med et opjusteret råderum på 16 milliarder kroner burde der være råd til lidt mere end en håndskilling til en folkeskole, der mange steder i landet må skære ned”.

Politik er at ville, sagde Oluf Palme. Politik er også at vælge, hvad man vil med samfundet, og hvis side man vil stå på. Her står regeringen på den forkerte side. ”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig”, som afdøde Kim Larsen sagde.
Forvaltningen budgetforslag er et tour de force gennem Rødovres økonomi. Der skæres hårdt ind til benet. Det er hjerteblod. Det ligger i Rødovres rygmarv, at vi vil det godt for børnene, de syge og de ældre.
Det er noget af det vi tidligere har været stolte af, som vi nu skal finde serviceforringelser, effektiviseringer, besparelser og måske afskedigelser i. Det er vigtigt, at vi kalder tingene ved rette navn og erkender, at det er serviceforringelser, effektiviseringer og besparelser, som vi gennemfører. Det er ikke kønt!

Alligevel klæder det forvaltningens budgetforslag, at forslag, som kommunalbestyrelsen tidligere har fejet af brættet, ikke er genfremsat, ligesom at nye ”landvindinger” kommer til sin ret i virkeligheden. Jeg tænker især på at bevare klimaindsatsen, minimumsnormeringer i dagplejen, gradvist klasseloft på 24 elever i folkeskolen og ansættelse af en borgerrådgiver. Budgetforslaget følger også kommunalbestyrelsens anvisning fra foråret: at udsætte nye anlæg og renovering før serviceforringelser.

Og når det er sagt er det for Enhedslisten naturligt både at lytte til tillidsrepræsentanter og tage de meget kritiske høringssvar, som er strømmet ind alvorligt, ligesom vi har stor respekt for underskriftsindsamlinger mod nedskæringerne. Vi vil opfordre til, at de bliver videresendt til regeringen og KL, så finansloven afspejler, at der ikke er leveret nok til kommuner og regioner, og at den kommuneaftale, der eventuelt vedtages næste år også tager højde for den virkelighed, almindelige mennesker lever i. Vi opfordrer til at fortsætte kampen for den universelle velfærd!

Enhedslisten har ved gennem gang af budgetforslaget valgt at fokusere på den generelle besparelse på 3% i 2024 og 2 % de efterfølgende år. Enhedslisten vurderer, at det er i disse besparelser den største personalereduktion ligger, og dermed også forringelse af kommunens service til borgerne. Vi har gentagne gange i kommunalbestyrelsen peget på, at manglende personale øger risikoen for øget fravær og stress, når det tilbageblevne personale skal løbe hurtigere. Enhedslisten foreslår, at alle besparelser skal godkendes i udvalg og kommunalbestyrelse. Det vil i Enhedslistens optik være en fordel at MED-udvalg inddrages i at finde forslag til den generelle besparelse, da de kender områderne og arbejder i dem til dagligt.

Der er ikke meget Enhedslistepolitik i det fremsatte budgetforslag, hvorfor det mest traditionelle ville være at forkaste forslaget. I erkendelse af, at det i år ikke giver mening at komme med et alternativt budgetforslag, der koster kassen, har vi gennemgået vores valggrundlag fra sidste kommunalvalg i 2021 og lavet en oversigt med gode og perspektivrige forslag, der enten er gratis eller meget billige.

Vores ønsker til budget 2024 og det kommende år ser sådan ud:

Rødovre Kommune nedsætter et § 17 stk. 4 udvalg som får til formål at analysere udsatte grupper langt fra arbejdsmarkedet. Udvalget skal formulere anbefalinger til, hvordan Rødovre Kommune bedst muligt kan hjælpe særligt udsatte grupper langt fra arbejdsmarkedet, herunder sikre mere effektive og sammenhængende indsatser til borgere med andre udfordringer end arbejdsløshed.
Det er eksempelvis unge med psykiske og sociale problemer uden uddannelse og job, eller ufaglærte kontanthjælpsmodtagere med helbredsproblemer og forløb i hospitalspsykiatrien. Det er sygedagpengemodtagere med langvarige diagnoser, og det er borgere med handicap.
Det er netop disse grupper, der er længst fra arbejdsmarkedet, der markant trådte negativt frem i Jobcenterets tilfredshedsundersøgelse.
Udvalgets anbefalinger forventes at tage udgangspunkt i metoderne fra ’Sammen med borgeren’, hvor der er fokus på borgerens oplevelse af mødet med kommunen samt på at skabe sammenhængende løsninger med udgangspunkt i borgerens ressourcer, ønsker og behov. Udvalgets arbejde refererer til både Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Der ønskes fremlagt en sag i Social- og Sundhedsudvalget i nær fremtid om opbygning af et internt vikarkorps inden for ældreområdet til imødegåelse af de meget store vikarudgifter.

Der kunne ligeledes etableres et fast vikarkorps på skolerne – så vidt muligt med uddannede lærere, alternativt med arbejdsløse akademikere eller ufaglærte vikarer for at sikre indhold i undervisningen ved fravær. Faste vikarer kan udover sikre undervisning indgå i skolens daglige virke.

Vi foreslår at børnene i daginstitutionerne sikres mere voksentid, fx ved at al unødvendig dokumentation fjernes.

Rødovre Kommune står i en ekstraordinær situation, hvor der desværre er brug for at gennemføre en række besparelser, der uvægerligt går ud over kommunens ansatte. Vi skal anerkende den indsats de ansatte leverer til kommunens borgere året rundt. Der afsættes en flerårig pulje til at sikre og styrke arbejdsmiljøet i Rødovre Kommune gennem lokale indsatser.

Enhedslisten foreslår, at vi imødekommer Integrationsrådet ønske om oprettelse af en Baba-forening med henblik på at styrke vi fædrenes farrolle og skabe et rum for fædre til at tale om farrelaterede problemstillinger, opbygge tillid mellem fædre og systemet, så der opstår nye muligheder for samarbejde mellem fædre og systemet og at få frivillige fædre til at inspirere andre fædre til deltagelse i deres børns liv.

Enhedslisten ønsker en sag for klima og naturudvalget med henblik på certificering af hver enkelt kommunale virksomheds miljømål, samt at Rødovre Kommune stiller samme krav til sine leverandører som til sig selv.

Endelig foreslår vi, at der flere steder gives ret til en ikke politisk men trafikal højredrejning i kryds for cyklister.

Enhedslisten vil med disse bemærkninger takke for invitation til de videre forhandlinger, selvom vi næppe tror at vi vil juble over det endelige resultat. Men det er der vel ret beset ingen af os der forventer.

Tak for ordet.