Gruppeformand kritiserer regeringen efter besparelser i kommuneaftale

Gruppeformand Peter Mikkelsen er ikke just tilfreds med den nye kommuneaftale, og pointerer samtidig, at utilfredsheden med besparelserne ikke skal rettes lokalt, men mod Christiansborg og SMV-regeringen


– Skyd ikke borgmesteren … eller resten af kommunalbestyrelsen, udtaler gruppeformand og 1. Viceborgmester Peter Mikkelsen, (Ø), til SN.dk i anledningen af SN.dks dækning om det kommende års budget, hvor Rødovre Kommune, ligesom resten af landets kommuner er presset af eksterne faktorer.

SN.dk har i flere omgange nævnt en stigning på de store velfærdsområder på børne- og skoleområdet og ældreområdet, hvor især stigende udgifter på det specialiserede socialområde, sammen med inflation og krigen i Ukraine gør kommunens økonomi anstrengt.
Udover de skitserede udfordringer, er et af de afgørende punkter for, at kommunen skal spare, at kommuneaftalen mellem KL og regeringen yder kun Rødovre Kommune kompensation for allerede afholdte udgifter på Covid-19 og modtagelsen af flygtninge fra Ukraine og ikke de faktiske stigende udgifter, som førhen.

-Det er derfor ikke borgmesteren eller resten af kommunalbestyrelsen, du skal skyde på, hvis du er utilfreds, siger Peter Mikkelsen, og fortsætter:

– Regeringen havde ved forhandlingerne om kommuneaftalen mulighed for at kompensere kommunerne for de faktiske stigende udgifter i kommunerne, men regeringen valgte at fastholde sin kriseretorik til trods for, at det kun er den selv, der tror på den. Derudover pumpes de penge, der kunne bruges på social velfærd ud til skattelettelser til de rigeste, sammen med flere penge til forsvaret, NATO og krigsindustrien, udtaler Peter Mikkelsen.

Regeringen fik ifølge Peter Mikkelsen en gylden mulighed for at give kommunerne et økonomisk rygstød og en fremstrakt hånd, men den blev lukket effektivt ned.

– Når så finansministeren efterfølgende finder 16 milliarder kroner, burde det være rimeligt at imødekomme kommunernes ønsker om flere penge til at dække de faktiske udgifter, så kommunerne kan undgå voldsomme besparelser. Det synes som om, at regeringen slet ikke ønsker hverken at holde på eller på at finde nye venner, slutter Peter Mikkelsen

SN.dk har uden held forsøgt at få finansminister Nicolai Wammen, samt Henrik Frandsen (M), Torsten Schack Pedersen (V) og Benny Engelbrecht (S), som er finansordførere på området til at svare på kritikken, men der er ikke vendt tilbage.

SN.dk ville også gerne have hørt dem om følgende:

Hvorfor sendes regningen videre til kommunerne?

Ønsker regeringen ikke et stærkere kommunalt DK med færrest mulige besparelser og sikre deres egne borgere de bedst mulige vilkår, inden Danmark hjælper andre?